Hundehuse har de ligegodt aldrig været!
”Rundt omkring ved ærøske hjem stod mange af dem enten og puttede sig beskedent, ydmygt, undskyldende, næsten selvudslettende – ind i diger og havehegn, som om de af bare undseelse kun ønskede at sige: undskyld, at vi står her endnu! – eller visse andre af dem viste sig frimodige, solide, massive og selvsikre – på et åbent sted ved hjemmet, – og de ville vel til gengæld sige, om de kunne: I kan lige prøve at forstyrre os på vor retsmæssige plads!”
I et mesterværk af en selvudgivet bog fra 1969 beskriver Frode Lund, tidligere lærer på Skovby Skole, et antal af dengang hele 84 af disse småhuse på især det vestlige Ærø. Forfatteren fortæller husenes kulturhistorie og omtaler hvert enkelt hus for sig ledsaget af egne sirlige og æstetisk meget smukke tegninger af samtlige fireogfirs.
Da Frode Lund besøgte husene stod mange tomme eller blev anvendt til formål som dværghønsehold, afvænning af skrukhøns, syltetøjskammer, haveredskabsrum, brændselslager eller børnelegehus. En del blev stadig fyldt op med det rigtige materiale, men det blev nu kun brugt i stald eller hønsehus. Kun på gården ”Pilekær” ved Skovby fortsatte til det sidste den ældgamle skik; kun her blev der indtil 1964 fra det lille hus hentet materiale til det formål, hvortil det i sin tid var rejst. Med lærer Lunds ord: ”Dette sandhus var måske det mest nødvendige på hele øen. Elisabeth Hansen var sikkert den sidste på øen, der daglig strøede sand på tre gulve i huset.”¹
Almuens gulve var som vore fjernere forfædres i lange tider af jord eller ler; siden blev de brolagt med sten fra marken, og sidst kom brændte lersten og bræddegulve til. Ind og ud af husene færdedes mennesker, men tillige fjerkræ og mindre husdyr, der jo også efterlod deres bidrag til skidtet. Skikken med at strø sand på gulvet var således et led i arbejdet med at holde hjemmet rent og var vidt udbredt over hele landet.
Sandet skulle have den rette kvalitet og renhed og blev her på vestøen (fra Skjoldnæs indtil Tranderup) hentet ved ebbetid fra tredje revle ud for kysten ved Blaksten et par mil øst for Skovby: ”Når det rygtedes, at både vind- og strømforhold var særlig gunstige, strømmede hestekøretøjer – kassevogne og fladvogne – til fra hele det nævnte område. Det kunne på sådanne dage summe sig op til 50 spand heste.”²
Det var bedst, hvis regnen kunne nå at udvaske saltet af de indbragte sandhobe, før sandet blev bragt hjem til lager. Herfra hentede pigen eller konen så dagens ration ind i et lille sandtrug. Efter først at have fejet det gamle skidt og sand op, strøede hun det nye tyndt og jævnt over gulvene. Var det helt tørt, skulle det fugtes let for at binde skidtet. Dette arbejde krævede sin kvinde, for som lærer Lund skriver: ”Mange unge piger har grædt fortvivlelsens tårer, når konen gang på gang gav ordre til, at gulvet skulle fejes og sand strøs om og om igen, indtil pigen fik det lært ordentligt.” Til dem, der aldrig fik det lært, lød det angiveligt: ”Kan du ikke strø sand på gulvet, kan du aldrig blive gift.”³
Overalt i landet strøede godtfolk sand på gulvet, men kun på Ærø fik sandet sit eget hus til lager.⁴ Skikken opstod formentlig midt i 1700-tallet, og der byggedes nye sandhuse langt ind i 1900-tallet: Dygtige, lokale stenhuggere bidrog til, at der fra omkring 1850 opstod en slags standardmodel – ja, næsten et typehus!⁵
I Frode Lunds bog findes en tegning af et sandhus fra før standardiseringen, der indtil for få årtier siden endnu stod på gårdspladsen til Sandemandsgården i Skovbygyde i Skovby, en ejendom, der efter samme forfatters mening i øvrigt er ”den skønneste gamle bygning i Skovby”.⁶ Lidt af gårdens kulturhistoriske herlighedsværdi er dog siden gået fløjten med nedrivning af både sand- og svinehus på gårdspladsen. I fotografen Ole Eges oprindelige Ærø-bog fra 1974 er imidlertid gengivet et herligt farvefoto med mødding og det hele.⁷
Et flot eksempel i dag på standardmodellen kan du se ude fra Skovby Skolevej ved Flademosegård lige inde bag hækken til højre (jf. dette kapitels forsidefoto). Og helt nyt ser det ud? Det har Realdania med flere bidraget til.⁸
Da Frode Lund for omkring tres år siden var lærer i Skovby, lå de 72 af de dengang 84 sandhuse i og omkring Bregninge, Tværby, Leby, Skovby og Søby. I dag er kun få tilbage. Cykler du her ad de små veje forbi gårde og huse, særligt i og omkring Skovby, så kig dem med lidt held selv ud, som de træder frem ved indkørsler, gårdspladser og bygninger eller putter sig op ad stendiger, markhegn og møddinger.⁹ God fornøjelse!
Noter:
¹ Lund 1969, s. 98-99. Det indledende citat er fra samme (s. 5, forordet). Fynboen, tegneren og lokalhistorikeren Frode Lund (1900-1980) tiltrådte som lærer på Skovby Skole på Vestærø i 1958. I herværende guide møder vi ham igen i kapitlerne om Bregninge Kirke og Bregninge Teglværk og træffer ham atter på Lyø, hvor han ligger begravet.
² Som ovenfor, s. 12.
³ Som ovenfor, s. 8.
⁴ Alene med tanke på landsbyens mange katte kunne ingen drømme om at lade sandet ligge frit på gårdspladsen.
⁵ Væggene i dette bestod af kløvede kampesten muret op i cement. Teglstenene på taget var ofte løse, så de kunne fjernes under påfyldning af nyt sand.
⁶ Lund, s. 80-81.
⁷ Ege 1991, uden sideangivelse.
⁸ Sandhuset stod ellers som en ruin allerede, da Frode Lund tegnede det (Lund, s. 90-91).
⁹ Besøger du Ærø Museums fine kulturhistoriske udstilling i Landfogedgården i Brogade i Ærøskøbing, er museumshaven bagved en chance for at opleve en af de små, charmerende byhaver, der ellers skjuler sig for den besøgende bag gadehusenes ofte tætsluttende facaderækker: I museumshaven er opstillet et gammelt sandhus.
Litteratur:
Frode Lund: Sandhuse på Ærø. Eget forlag, 1969.
Ole Ege: Ærø. 3. reviderede oplag, Marstal Turistforening, 1991 (1. oplag 1974). Omtalte foto af Sandemandsgården er ikke med i senere udgaver af bogen
Copyright © Hans Holt Christensen (Danske Eventyrøer) 2021