Ærø

Ærø er en ualmindeligt smuk ø præget af en langstrakt højderyg, varierede kyststrækninger, et velbevaret kulturlandskab, gamle landsbyer, kirker og møller, den enestående smukke købstad Ærøskøbing, den selvrådige søfartsby Marstal og den lille skibsværftsby Søby. I forhold til de otte andre af øhavets beboede, broløse øer, er Ærø en kæmpe for sig og har et befolkningstal på mere end ti gange disses tilsammen.

Der har boet mennesker på øen siden stenalderen. I vikingetiden lå der på sydsiden af øen en international handelsplads. Da Danmark opstod som kongerige, var Ærø en del af dette, men middelalderen igennem knyttedes Ærø tættere og tættere til Sønderjylland/Slesvig og endte som en del af Slesvig-Holsten. Hertugen af Sønderborgs overtagelse af øen i slutningen af 1500-tallet og især den senere opsplitning af øen i 1630’erne fik store følger for øens befolkning. Først efter det knusende nederlag til Preussen i 1864 kom Ærø ved et lykketræf tilbage til Danmark. Her var der kommet folkestyre og nye tider, og sådan blev det også på Ærø. Ved første verdenskrigs udbrud var en fjerdedel af Danmarks sejlskibsflåde hjemmehørende i Marstal. Selvom tempoet efter 2. Verdenskrig er taget af, holder ærøboerne trofast gang i øen – og ved dens traditioner.   

Detaljerne og meget mere får du nedenfor, sted for sted, øen rundt, så det hele væves sammen.

Ikke mindst en gammel kirke har meget at berette, når den får mæle: Den fortæller om menneskenes tro gennem tiderne. Den fortæller om dem, der byggede den, og de ting, de fyldte i den. Og den fortæller om den omskiftelige tilværelse for de omkringboende mennesker, hvis liv begyndte og sluttede der.

Hvert af kapitlerne kan med fordel læses, før de omhandlede destinationer opsøges. Det kan jo imidlertid ske hvor som helst, på færgen, på en hyggelig cafe eller i en blomstrende grøftekant (hvis den ikke er blevet slået). Det eneste af de beskrevne steder, der koster, er Hammerichs Hus, der drives af Ærø Museum.

I kapitlerne om kirkerne hænder det, at jeg tager læseren med ad en særlig rute dertil. Det skal man ikke hænge sig for meget i: Der er mange veje dertil, og de er alle lette at finde! Det kan derimod stærkt anbefales at følge guiden rimeligt nøje, når du først er nået inden for kirkegårdsmuren, for din orienterings og dit udbyttes skyld.

Hvis jeg selv skulle læse kapitlet om Vester, Vitsø og Søby møller første gang, ville jeg gerne gøre det på toppen af Vester Mølle Bakke, på selve scenen for dette drama. Det er selvfølgelig bedst en stille og lun solskinsdag, og hvis der ikke er for mange, der gerne vil sidde på bænken deroppe. Også hertil er der flere adgange, men har du bentøjet til det, så tag den i guiden foreslåede rute nede fra Søbygård op over voldstedet Borren, videre over marken og ad hulvejen til møllen.